GRATIS KONCERT! 40 År med Livemusik i Tøjhusets Gård | Tøjhuset | Fredericia
Tøjhuset, Gothersgade 34, 7000 Fredericia Directions
Sat Sep 12 2026 15:00
40 År med Livemusik i Tøjhusets Gård
Gratis koncert i Tøjhusets gård 12. september 2026 med
· 15.00 til 15.30: Beyond Blues
· 15.45 til 16.15: Glatnakkerne
· 16.30 til 17.00: Seven Up, kvartet
· 17.15 til 17.45: Andelsbandet
Fredericia kan i år fejre 40-års jubilæum for byens levende musikscene. Det begyndte i Det Bruunske Pakhus i 1986 og siden udviklet sig med flytningen til Tøjhuset og Eksercerhuset i 2017.
Allerede før den officielle start var der dog musikalske toner i Tøjhuset, hvor bl.a. jazzbandet Seven Up spillede i bygningen i 1982, længe før den blev istandsat og etableret som spillested.
Kommunen valgte, med købet af Det Bruunske Pakhus i 1980 at satse på det som Fredericias kulturhus og spillested. Pakhuset blev indviet i 1986, hvor også Fredericia Jazzklub blev etableret – og hvor Seven Up spillede en mindeværdig julekoncert.
Beyond Blues
Beyond Blues er på banen igen. Det oprindelige Beyond Blues gik i opløsning i slutningen af 90’erne. Tilfældighederne førte fire af de oprindelige medlemmer sammen igen for få år siden. Det stod hurtigt klart, at kærligheden til bluesmusikken havde vokset sig endnu dybere.
Både livserfaring og musikalsk erfaring gjorde beslutningen let. Der var ingen tvivl. Beyond Blues måtte genopstå! Og på det seneste er lydbilledet blevet endnu mere formfuldendt med klaver og orgel i supplement til bandets ellers så karakteristiske guitarlyd.
Beyond Blues fortolker traditionel blues og bluesrock. På repertoiret er numre af Stevie Ray Vaughan, The Vaughan Brothers, Joe Bonamassa, Cream, Omar and The Howlers, Allman Brothers Band, Albert Collins, Damon Fowler, Susan Tedeschi med flere.
Motivationen for bandets medlemmer er klar. Det er samværet med hinanden, de hyggelige øveaftener og ikke mindst sammenspillet omkring bluesen. Det fælles mål er, at publikum oplever et bluesband, som fortolker nye og gamle klassikere med kærlighed og passion, så det kan mærkes helt ind i blueshjertet.
Beyond Blues er: John Leø, sang Morten B. Andersen, guitar Danny Rothemejer, guitar Benno Steen Jeppesen, klaver og orgel Lene Leø, bas og kor Thomas Leø, trommer
Glatnakkerne
Oprindelig hed bandet KARIN & GLATNAKKERNE. Det blev dannet helt tilbage i januar 1991.1 Første job på Det Bruunske Pakhus fandt sted den 28. februar 1992.
Året efter medvirkede bandet på den lokale cd Frock 93 med sangen "Cannibal Man". Her i 2026 har bandet både skiftet ud i besætningen og kalder sig nu blot GLATNAKKERNE. Kvintetten spiller en vidunderlig og meget personlig blanding af country, blues, pop og rock.
GLATNAKKERNE består i 2026 af: Lars Stenør Larsen: Trommer og kor, Peter Rüsz: Guitar og kor, Kristian Bjeld: Guitar og kor, Henrik Lauritsen: Bas og Bettina Hovgaard Matthiesen: Sang.
Seven Up
Nu, 40 år senere, er Seven Up igen med til at markere jubilæet. Fire af bandets medlemmer går på scenen for at fejre byens stolte musiktradition med happy jazz- og swingmusik i høj kvalitet.
Seven Up er kendt som eksperter i den klassiske jazztradition. De fortolker med stor energi og spilleglæde de velkendte jazzstandarder og evergreens, krydret med swing i gennemarbejdede arrangementer – musik, der skaber godt humør og en god stemning.
Kvartetten består af Knud Schwaner (trombone og vokal), Kent Illum (guitar og banjo), Leif Urhøj (kontrabas) og Per Andersen (trommer). Sammen brænder de for at give publikum en levende musikoplevelse fyldt med nærvær, glæde og musikalitet.
Jubilæet markerer ikke blot en milepæl for Fredericias spillesteder, men også en hyldest til det stærke lokale musikliv, der gennem fire årtier har samlet publikum omkring liveoplevelser i byen.
Andelsbandet
Den legendariske lokale kvartet ANDELSBANDET spiller - stadig - sanselige sange fra 70’erne, skrevet af Otto Knudsen og fra i 80’erne med tekster skrevet af Erik Frank Hansen med kælenavnet "Frankenstein" og med musik af Lars Frederiksen (Lars har været med siden Andelsbandet blev dannet i 70'erne).
Erik var, hvad man dengang kaldte, en arbejderforfatter. Erik vidste fra egen erfaring, hvad det var, han skrev om, når det handlede om hverdagen. At Erik samtidig var en sand poet og en ordsmed af Guds nåde, gjorde hans tekster sprælske, blide, rå og uforudsigelige - ikke mindst hans børnesange. Sangene om børn henvender sig lige så meget til voksne, og Lars Frederiksen har sat iørefaldende musik til Eriks tekster.
Kom selv og lyt og dans. Andelsbandet gæstede Det Brunnske Pakhus flere gange. Andelsbandet har sidenhen ved flere lejligheder fyldt cafeen i Tøjhuset op til bristepunktet. Senest i maj måned i år.
Som Andelsbandet plejer at sige: ’Tag din mand, kone eller kæreste fra dengang med, eller tag hvem du end fandt, sidst du hørte Andelsbandet, med til endnu en forrygende eftermiddag. Vi kommer alle, som vi er, og vi gi’r den hele armen – sammen!
Bandet spiller fortsat fra hjerte til både fødder og ører med den samme faste grundstamme på 4 musikere. Lars Frederiksen - vokal og guitar, Bo Holm Rasmussen - guitar, Henrik Lauritsen - bas, Michael Hennig Jensen - trommer.
NB: Den legendariske guitarist Kurt Møller og bassist Niels List Nielsen, er ikke mere iblandt os, men altid med i ånden, når Andelsbandet spiller.